Hvorfor virker lov om aktiv socialpolitik § 82 a (tilskud til tandpleje) ikke?

 

 

Af Peter Kaihøj, formand for PTO.

 

Indlæg i forbindelse med Finanslovsforhandlingerne 2014 om Finansloven for 2015 tilsendt det politiske flertal bag loven. Artiklen er også bragt i Klinikejernes magasin 2015.

 

Som det fremgår, er vi helt enig i, at det ellers udmærkede og sympatiske initiativ om tilskud til tandpleje for de dårligst stillede i samfundet, der er funderet i lov om aktiv socialpolitik § 82a, desværre ikke fungerer efter hensigten.

 

Reglerne er i dag (2014):

*) Behandling < 10.000 kr. kan igangsættes uden godkendelse fra kommunen forudsat en tandlæge skønner behandlingen nødvendig.

 

**) Se sociallovens § 23.

 

Efter vor opfattelse bør egenbetalingen for alle 3 grupper omfattet af ordningen udgå eller nedsættes. Patienter i dette segment har ikke, eller har kun vanskeligt, muligheder for at tilvejebringe midler til andet end de daglige fornødenheder. I hvert fald bør egenbetalingen på 35% gældende for segmentet på >25 år sættes ned på samme niveau, som gælder for segmentet <25 år. Segmentet har knapt nok til egenbetalingen uanset om den er 600 eller 800 kr.

 

En yderligere egenbetaling på måske 3.500 kr. ved en behandling på 10.000 kr. er i fortsættelse heraf helt urealistisk. Dertil kommer, at der for os at se ikke er nogen saglig begrundelse for at forskelsbehandle en 24 og en 25 årig. Hvorfor skulle sidstnævnte have mulighed for at betale 35%, når han året før ikke havde?

 

Vi forstår, at Regeringen måske ikke umiddelbart er med på en sådan model, der lemper egenbetalingen. Men hvorfor ikke? Der er afsat 180 mio. kr. til projektet, men erfaringen har hidtil vist, at der kun bruges 20% af bevillingen (37 mio. kr.).

 

Selvom en ændring som af os foreslået måtte medføre et større træk på de afsatte midler, så er der stadig 80% at tage af, inden bevillingen er brugt. Og hvorfor ikke i det lys lade det komme an på en prøve for at få testet tankerne i den gode sags tjeneste?

 

Vedr. den praktiske implementering af loven, har vi også erfaring med en del uhensigtsmæssigheder. Herom henvises til en artikel i Praktiserende Tandlæger nr. 2/2014 udarbejdet af en mand med praktisk erfaring på området, tandlæge Arno Poulsen, Vanløse, der behandler en del patienter fra målgruppen.

 

I vor optik er det helt urimeligt, og i strid med loven, at bl.a. Københavns Kommune stiller krav om forlods godkendelse, selvom der er tale om behandlinger for patienter under 25 år og prisen herfor er < 10.000 kr. Og vi undrer os dels over, at de gør det, dels at de åbenbart slipper af sted med det upåtalt?

 

Vi undrer os også over, at undersøgelser har vist, at der er betydelig forskel på de tilskud, som landets kommuner giver til tandbehandling efter loven. Hvorfor giver en kommune i gennemsnit 86 kr. og en anden næsten 1.200 kr.?

 

Der er intet sagligt belæg for at formode, at tandsundheden for målgruppen er så forskellig

i to kommuner. Baggrunden er nærmere en mere restriktiv fortolkning og bevillingspraksis

i en kommune, der måske kan se bunden af kommunekassen, end i en anden, hvor der er længere, hvilket påvirker vurderingen, når ansøgninger skal vurderes? Kommunernes motiver hertil er åbenbare, da de selv skal anvise halvdelen af en bevilling efter § 82 a.

 

Endelig savner vi i privat tandlægepraksis en mere smidig metode til at få identificeret målgruppen. Også her er der en meget uensartet praksis i kommunerne. En praksis der bl.a. medfører, at privat praksis nogle gange får at vide for sent, at en patient i et behandlingsforløb pludselig overgår til aktivering eller på anden måde er faldet ud af den gruppe, hvor der gives tilskud efter loven.

 

Dette medfører, at bevillingen herefter bortfalder. Efter vor opfattelse bør det være sådan, at når bevillingen er givet gælder den for behandlingen, uanset om der undervejs sker ændringer i patientens sociale status. Eller at det pålægges kommunen at give besked straks, hvis et patient man ved er under behandling efter loven undervejs falder ud af målgruppen.

 

Endelig savnes der kommunal information til målgruppen om mulighederne. Fra tandlægelig side har vi udarbejdet foldere og informationsmateriale, men de er normalt kun tilgængelige i klinikkernes venteværelser, hvor sociale klienter normalt ikke har deres gang. Det har de derimod hos de sociale myndigheder, hvorfor vi også har forsøgt at få materialet gjort tilgængelig der. Desværre ikke altid med held, selvom den/de pågældende kommuner ikke selv kommer med noget alternativ? Også i den sammenhæng undrer vi os over kommunernes motiver?

 

Konklusion:

  • Egenbetalingen bør fjernes. Alternativt bør i hvert fald de 35% i egenbetaling for
  • aldersgruppen fra det 25. år fjernes.
  •  
  • Lovens muligheder og korrekte anvendelighed bør indskærpes overfor kommunerne.
  •  
  • Lettere og mere smidig identifikation af målgruppen mellem kommune og tandlæge.
  •  
  • Intensiveret oplysningskampagne der udgår fra de sociale myndigheder direkte til eller overfor de sociale klienter om lovens muligheder.

 

Vi håber, der kan gøres brug af vore forslag. Ikke for vor skyld, men for de borgere, der har behov for tandpleje i medfør af de muligheder loven giver, men ikke får det og ikke selv har råd og ikke selv har de fornødne ressourcer til ’at tage kampen’ med yderlige ulighed og risiko for dårligere tandsundhed som realistiske konsekvenser.

 

 

 

 

Ligheden der rammer skævt

 

Af Peter Kaihøj, tandlæge og formand for Praktiserende Tandlægers Organisation.

 

Bragt i Altinget.dk uge 36-2014

 

DEBAT: i regeringens sundhedsudspil er der stor fokus på lighed. Men en kæmpe skævvridning i sundhedssektoren er fuldstændig overset. Op til 5 mia. er afsat til styrkelse af sundheden, men ikke en krone til tandplejen. Brugerbetaling på tandsundheden er steget under denne regering og dermed uligheden.

 

”Fri og lige adgang til sundhed er en kronjuvel i vores velfærds- samfund”. Sådan lyder det i forordet til regeringens sundhedsudspil. Men skal der mere lighed i sundheden, så har man groft overset et centralt område: tandsundhed. Ikke en eneste gang er tandsundhed, tandlæger, tandpleje eller lignende nævnt i udspillet.

 

Især de sidste par års nedskæringer i borgernes tilskud til tandsundhed taget i betragtning, er det interessant, at der intet er i forslaget, som kan kompensere for den øgede brugerbetaling.

 

Vi har ikke noget imod brugerbetaling, men vi er trætte af hykleriet omkring tandsundheden. Balancen er for længst tippet. Senest fjernede regeringen tilskud til tandrensning og til alle undersøgelser udover den ene årlige. Desværre er det ofte sådan, at de med færrest midler er dem, der har mest brug for at gå til tandlæge.

 

Men vi ved egentlig godt hvorfor; tandsundhed sælger ikke billetter til det politiske show. Når patienten oplever, at prisen stiger, fordi tilskuddet er lavere, så tror de bare, at tandlægen skummer fløden. Så bliver tandlægen syndebukken, i stedet for at politikerne stilles til ansvar.

 

Politikernes blinde vinkel

Relationen mellem tandsundheden og systemiske sygdomme som hjerte-karsygdomme, diabetes og lungesygdomme er fuldstændig overset. Der er stor pressedækning omkring antal dødsfald som følge af listeria infektion, men antallet af dødsfald forårsaget af bl.a. parodontale lidelser, samt komplikationer i tandsættet, er langt større.

 

I fremtiden vil der komme flere ældre og dermed patienter, som kræver et større arbejde. Og jo dyrere tandlægen bliver, des længere bliver der mellem besøgene og des større bliver problemerne, når de endelig behandles.

 

De unge er vi ligeledes bekymrede for. Undersøgelser viser gang på gang, at der går alt for mange år fra deres 18ende år, før de unge får en god vane med at komme til tandlægen. De kan få tilskud til undersøgelse, men hvad er pointen med at få at vide, at man har et større cariesangreb, når man ikke har råd til at få det lavet?

 

Når problemerne rammer, skal danskernes tandsundhed da spises af med en lappeløsning á la paragraf 82 a? En ordning der øremærker penge til socialt udsatte, men som i vidt omfang ikke kommer frem til borgeren pga. bureaukrati og kommunernes kassetænkning.

Fælles front om fremtiden – eller?

 

En central del af forslaget omhandler den privatpraktiserende læge og beskriver hvordan regeringen vil invitere de praktiserende læger ind til udviklingen fremtidens lægepraksis. En fremragende idé, for lægerne har i mange år hungret efter af få fagligheden ind i sundhedspolitikken.

 

Det samme gør vi tandlæger. Men i stedet for at blive inviteret med til at skabe et godt samspil mellem den stærke faglighed tandlægerne har og politiske mål, så er vi efterladt med mere og mere detailregulering og kontrol fra kontorer, hvis medarbejdere aldrig har været i en tandlægepraksis eller ikke har været der i årevis. Det er ikke sådan, vi sikrer borgernes fremtidige tandsundhed. Det er derimod måden hvorpå tandsundheden forværres, især for de som ikke betaler topskat.

 

Det synes vi, at de andre partier, der ellers bryster sig af at kæmpe for lighed, skal tage med til forhandlingsbordet, når finansloven og sundhedsudspillet skal på plads.

 

 

 

Mindre brugerbetaling

 

DEBAT I ALTINGET 24. OKTOBER 2014: I Brønderslev Kommune får

patienterne 60 kroner i tilskud ved tandlægebesøget. I Randers får man 1.189 kroner. Formand for Praktiserende Tandlægers Organisation Peter Kaihøj

skriver, at brugerbetalingen skal mindskes og være lige for alle.

 

 

Af Peter Kaihøj Tandlæge og formand for Praktiserende Tandlægers Organisation

 

 

I Praktiserende Tandlægers Organisation har vi med glæde konstateret det fornyede politiske engagement, der er lagt for dagen hos Enhedslisten og SF i bestræbelserne på at mildne brugerbetalingen inden for tandplejen for den socialt dårligst stillede del af befolkningen.

 

Det er der brug for med de kraftige beskæringer (300 millioner kroner) i tilskud til tandplejen, som regeringen har stået fadder til. Beskæringer, der også rammer den øvrige del af befolkningen, og som efter vor vurdering ikke kan undgå at skabe yderligere ulighed inden for sundhedssektoren og risiko for dårligere tandsundhed. Det er, fordi behandlinger, der tidligere var tilskud til, nu vælges fra af økonomiske årsager.

 

Loven fungerer ikke i praksis

På trods af løfter om det modsatte under valgkampen i 2011 er brugerbetalingen og uligheden steget under den nuværende regering, der på den ene side har gode tanker og planer for blandt andet tandplejen, men som gør noget andet, når det kommer til praktisk politik.

 

 

 

"På trods af løfter om det modsatte under

valgkampen i 2011 er brugerbetalingen og uligheden

steget under den nuværende regering, der på den ene side har

gode tanker og planer for blandt andet tandplejen, men som

gør noget andet, når det kommer til praktisk politik."

 

 

 

Tilførelsen af 180 millioner kroner til tandpleje i medfør af § 82a i Lov om Aktiv Socialpolitik er eneste rose. Men på trods af gode intentioner mangler den sine blade. Erfaringen har således vist, at de afsatte midler langtfra går til formålet, idet kun 37 millioner kroner af bevillingen er brugt sidste år. Dels på grund af ukendskab til mulighederne, dels på grund af kommunal kassetænkning, når de skal bevilge tilskud til behandlinger, vel vidende at de selv skal stille med halvdelen af beløbet.

 

Kommunernes gennemsnitspris til social tandpleje burde være ensartet, men er det ikke. For eksempel betaler Brønderslev 60 kroner i tilskud. Randers 1.189 kroner. Lovens intentioner er gode nok, men loven fungerer ikke i praksis, som vi i vor organisation har anvist flere eksempler på.

 

Brugerbetaling skal mindskes

I privat tandlægepraksis kan vi derfor fuldt ud bakke op om den skepsis, der fra oppositionen lægges for dagen vedrørende brugerbetaling og tilskud til tandpleje. Specifikt på det sociale område, men også gældende generelt for den øvrige voksentandpleje.

 

Enhedslistens ønsker og krav til finansloven 2015 er både rimelige, relevante og velkomne. Såfremt vi som organisation for privat tandlægepraksis kan være til nogen hjælp i bestræbelserne på at gøre dem til virkelighed, stiller vi os derfor gerne til rådighed.

 

 

 

For få tandlæger

til for mange tænder

 

Af Peter Kaihøj, tandlæge, Formand for PTO

 

Bragt på Altinget.dk 24. april 2013

 

 

DEBAT: I 2025 vil der være dobbelt så mange patienter per tandlæge som i dag. Hvis lovgiverne forholder sig passive, kommer det til at gå udover borgernes tandsundhed, mener Praktiserende Tandlægers Organisation.

 

Hvis vi ikke skal tabe fremtidens tandsundhed på gulvet, skal der sikres flere ressourcer til at uddanne flere tandlæger. De næste 10-15 år falder antallet af tandlæger fra ca. 5.000 til 4.000. De store årgange er på vej mod deres otium og de bliver ikke erstattet af lige så mange nyuddannede.

 

Tusind færre tandlæger bliver et problem. Især set i lyset af en befolkningstilvækst på ca. en halv million, hvor denne tilvækst især udgøres af aldersgruppen 65+. Behandlingsmønstret for denne gruppe vil ændre sig, fordi patienterne vil bibeholde egne tænder. Tandlægerne vil med garanti komme til at se og behandle mere parodontose, caries og ikke mindst tandmæssige følgesygdomme til systemiske sygdomme som hjertekar-sygdomme og diabetes.

 

Vi bliver altså flere mennesker med flere tænder med flere komplicerede systemiske sygdomme med indvirkning på tænder og visa versa. Er det så fornuft i at reducere antallet af tandlæger?

 

Politikerne tror måske, at tandlægearbejdet i højere grad kan uddelegeres til andet personale på klinikken. Det må vel være ligeså godt, at hjælpepersonale undersøger og stiller diagnoserne og efterfølgende kun anvender tandlægerne til komplicerede behandlinger? Nej, ikke hvis tandfaglige kvalitet skal bibeholdes. Sundhedsstyrelsen fastslog selv i 2013, at tandlægen er klinikkens faglige gate-keeper. Men der skal altså være nok tandlæger til at varetage denne funktion.

 

Udkantsdanmark vil blive hårdest ramt

Den reducerede arbejdsstyrke vil medføre en ringere tandlægedækning i Danmark. Og det vil først og fremmest komme til at gå ud over det såkaldte Udkantsdanmark. Afstande til tandlægen på 60-70 km. eller mere, vil blive virkeligheden for store dele af befolkningen i yderområderne. Det vil give forøget CO2-udledning, tabt arbejdsfortjeneste for patienterne og tab af arbejdsressource for samfundet.

 

Mens der bliver længere mellem besøgene hos tandlægen, fordi der ingen tandlæge er i nærområdet, fortsætter tandsygdommene, der ikke bliver behandlet eller ikke behandlet i tide, så behandlingen i sidste ende får større konsekvenser og bliver dyrere for patienten og for samfundet.

 

Skæv prioritering

Man bygger motorveje og rydder fredede skove for at skaffe hurtig adgang til centralt beliggende hospitaler, men tandplejen har ikke samme bevågenhed. Tænder er jo ikke livstruende. Men skal tandlæger som sundhedsansvarlig faggruppe arbejde ud fra tesen om rettidig omhu, så skal vi levere sundhedsydelser, der er baseret på den højeste tandlægelige faglighed. Og det kan vi ikke med for få tandlæger.

 

Flere tandlægestuderende vil løse store dele af dette problem.  Mit råd til politikerne er; hæv antallet af nye tandlægestuderende. Giv de to tandlægeskoler flere ressourcer. I stedet for krav om besparelser.

 

 

 

 

 

 

 

Fleksible ejerforhold

vil skade danskernes tænder

 

Af Peter Kaihøj, formand for Praktiserende Tandlægers Organisation

 

Bragt på Altinget.dk 24. april 2013

 

Regeringen overvejer at ændre ejerforholdet for tandlægeklinikker for at få billigere behandling. Praktiserende Tandlægers Organisation (PTO)mener, at den er på glatis. Fleksible ejerforhold vil med større sandsynlighed sænke kvaliteten på tandsundhed snarere end prisen.

 

I sit seneste konkurrencepolitiske udspil, foreslår regeringen fleksible ejerforhold for at skabe større konkurrence i mellem tandlægepraksisserne og dermed lavere priser på behandlinger. Mens vi venter på det konkrete udspil, vil jeg bruge ventetiden på at sætte spot på nogle nuancer, regeringen muligvis har overset.

 

I dag må kun tandlæger eje majoriteten af en tandlægepraksis. Det garanterer, at den ansvarlige både har overblikket og fagligheden til at være den sundhedsfaglige gate-keeper, det kræver for at værne om kvaliteten på klinikken og dens behandlinger.  Ideen fra politikernes side er, at udvide ejerforholdet så man kan eje mere end to praksisser fra et ydernummer, og at man i øvrigt ikke behøver at være tandlæge for at drive en praksis. Det skulle skabe større enheder, som med stordriftsfordele kan konkurrere på pris med andre klinikker.

 

Profit frem for kvalitet

I PTO frygter vi, at jagten på profit vil være det primære momentum for klinikejere uden en tandsundhedsfaglig baggrund. Profitjagten, samt at andre end fagkyndige får ansvaret for at fastsætte kvalitetskravene på klinikken, vil med stor sandsynlighed gå udover kvaliteten af behandlingen. Og hvem skal stå så til ansvar, når der kommer klager over dårligt arbejde som følge af, at citronen presses for hårdt?

 

En frisk undersøgelse fra CEM institute/Voxmeter viser netop, at danskere mest går op i kvalitet og tillid til tandlægen og at de nærmest er ligeglade med en lav pris. I det lys virker regeringens pris-fokus ude af trit med befolkningens ønsker.

 

Hvilke stordriftsfordele?

Desuden får større enheder ikke nødvendigvis stordriftsfordele – det dyreste på klinikkerne er personaleomkostninger.  Her er ikke stordriftsfordele at hente. Her er kun penge at hente, hvis personalet arbejder endnu hurtigere, hvilket vil betyde, at de hurtigere bliver nedslidte. Et dårligere arbejdsmiljø giver dårligere kvalitet.

 

Ikke sammenlignelig

Regeringens fokus på tandlægernes priser kommer sig blandt andet af sammenligninger med vore nabolande. Men det er at blande æbler og pærer. Leve- og lønomkostninger er i andre lande, særligt østlandene, markant lavere end i Danmark og derfor kan de sætte en lavere behandlingspris. Desuden er danske tandlæger pålagt mere bureaukrati og flere afgifter end vores udenlandske kollegaer er. Det koster også. Regeringen skulle hellere kigge på sådanne vilkår i deres konkurrencepolitik.

 

Vores håb er, at regeringen i højere grad vil lytte til fagfolkene, når de gør sig overvejelser om, hvordan de kan forbedre borgernes tandsundhed. Vi i PTO står til rådighed, både for fortsat at sikre danskernes tandsundhed og vores medlemmers faglige integritet.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Fingrene fra fængsels- og voksentandplejen

 

Af Peter Kaihøj, formand for Praktiserende Tandlægers Organisation

 

I takt med stadig vanskeligere tider afsøger stat og kommune alle områder for besparelser og alternative indtægter. Alle midler synes at blive taget i brug. Således i Ikast-Brande Kommune, hvor den kommunale forvaltning i februar/marts til byrådet indstillede, at den kommunale tandpleje overtog behandlingen af indsatte i to af områdets fængsler. En opgave der hidtil har ligget hos to praktiserende tandlæger, da der er tale om voksenpatienter.

 

PTO’s bestyrelse bad Ikast-Brande Kommune oplyse, hvor den lovmæssige hjemmel til at den kommunale tandpleje behandler andre end børn og unge og special- og omsorgstandplejepatienter er? Samtidig indledte vi et frugtbart samarbejde med den borgerligt-liberale gruppe i byrådet, der medførte, at et flertal i byrådet stemte forslaget ned. Et mindretal agtede dog stadig at gennemføre planen? Også selvom den kommunale forvaltning ikke kunne anvise nogen lovhjemmel til opgaven?

 

Undervejs tilgik der os oplysninger om, at Silkeborg Kommune allerede behandler voksne indsatte i Østjyllands Statsfængsel (tidligere Horsens Statsfængsel). Derfor har vi også skrevet dertil for at få oplyst på hvilket lovmæssigt grundlag dette sker. Vi har også bedt Silkeborg kommune om at oplyse, på hvilket grundlag et andet initiativ foregår, hvor den kommunale tandpleje tilbyder tandpleje til voksne med misbrugsproblemer?

 

Vi har endnu ikke fået noget svar fra Silkeborg.

 

 Oplevelserne fra bl.a. Ikast-Brande og Silkeborg viser, at de rammer for tandpleje og den opgavefordeling, som vi tidligere har været vant til og som findes i gældende lov hele tiden forsøges rykket af kolleger i den kommunale tandpleje, der sætter kikkerten for det blinde øje, når lovhjemlen skal findes, mens de med det andet søger nye jagtmarker.

 

Hvis ikke PTO havde sat fokus på problemet med fængselstandpleje ville dette segment i løbet af kort tid være forsvundet fra privat praksis. Måske gør det det alligevel? Men det forudsætter en lovændring.

 

Samme udvikling ses i forbindelse med tandbehandling af svage patientgrupper i medfør af lov om aktiv socialpolitik. Der er ingen tvivl om at mange kommunale tandplejer gerne vil have fingrene i dette segment. Silkeborg Kommune har allerede forsøgt, jf. ovenfor.

 

Men PTO og privat praksis står vagt om både vort fag og de rammer det skal udøves indenfor. Det er os der i henhold til gældende lov behandler voksenpatienter, og os der har kompetencen og forudsætningerne for behandling af dette segment.

 

Og det står vi vagt om.

 

 

 

 

Peter Kaihøj,

formand for Praktiserende Tandlægers Organisation

Artikler

Medlems login

Praktiserende Tandlægers Organisation

 

Amaliegade 17

1256 København

Telefon 3312 0020

pto@pto.dk

Åbningstider

 

Mandag – torsdag: 08.30 – 15.30

Fredag: 08.30 – 15.00

 

 

Designspace 18.08.2017